Og tiden går…
Jeg har nu 18 skoledage tilbage i det danske uddannelsessystem, og tiden går bare hurtigt. I øjeblikket er 3.g’erne ved at afslutte. Det bliver godt nok mærkeligt og tomt på gymnasiet efter det. Jeg kommer også til at savne min klasse rigtig meget. Vi er en stor bunke wierdos, men vi har det alligevel dejligt sammen.
Jeg er alligevel glad for, at jeg skal af sted. Jeg slipper for alt det bøvl, der er med gymnasiet i øjeblikket. AT-eksamener, prøver, der ikke rigtig betyder noget, lærere, der intet ved, og frustrerede, uengagerede elever.
Jeg har som tidligere skrevet været til introweekend med UWC. Jeg er den eneste der bliver sendt af sted, hvor jeg bliver absolut eneste dansker på college’et. Mange af de andre bliver sendt to af sted, eller også er der en dansk elev i forvejen. Det gør mig lidt mere nervøs, men samtidig tvinger det mig også til at få snakket med en masse spændende mennesker. Hvilket lidt er en af hovedårsagerne til, at jeg ansøgte i første omgang.
Intromødet var ellers super fedt. En masse glade unge, som mig, nervøse forældre og (næsten) alvidende tidligere elever. Jeg snakkede lidt mere med Kamilla og fik svar på lidt flere ting.
Jeg mangler stadigvæk min “New student package” eller hvad det er, den hedder. Jeg vil gerne komme i gang med visumansøgning, billetkøb og vaccinationer, men det kan jeg først, når jeg har fået pakken. Og så er den også det officielle bevis på, at jeg rent faktisk er optaget.
Ellers skal jeg bruge de næste weekender på at være sammen med efterskolevenner, noget jeg måske har forsømt lidt i den seneste tid. Simpelthen fordi der er for lidt dage i ugen.
Menneskelig kontakt
Jep, underlig overskrift, men jeg kunne ikke lige finde på noget. Jeg har fået en meget fin mail fra Rasmus, en 2. års elev, der er derovre nu, og jeg har fået snakket med Kamilla, der gik der for en smule år siden. Det er virkelig, virkelig dejligt, at alle er så opsatte på at hjælpe mig og besvare mine spørgsmål.
Kamilla snakkede også med mine forældre, og jeg tror, hun fik dem beroliget en smule. Hun viste en masse herlige billeder og fortalte en masse skønne historier. Jeg kan nærmest ikke vente på at sommerferien slutter, så jeg kan komme i gang. Det lyder virkelig fedt. Selvfølgelig kommer der også nogle negative oplevelser, men lige i øjeblikket glæder jeg mig bare som en gal.
Jeg skal til infodag i København d. 27. (hvad er der med UWC og københavner-snobberi? Der er virkelig, virkelig langt for en sønderjyde.) Og jeg glæder mig til at snakke med nogle af de andre, der er blevet udvalgt. Vi har et eller andet sted et fælles udgangspunkt, og dem jeg snakkede med til min 1. samtale var alle super søde, så mon ikke der også er en del flinke mennesker med d. 27?
Kamilla fik mig også beroliget mht. den snigende mistanke, jeg havde om at UWC, var kommet til at sende et forkert brev, og jeg i virkeligheden ikke var optaget. Så fjollet kan jeg altså være. Skørt.
Nå, jeg tæller dagene og glæder mig til infodag og brevet fra gymnasiet, der fortæller praktiske ting og sager. Så kan jeg for alvor begynde at glæde mig.
Spændt og nervøs på samme tid
De er muligvis lidt tidligt, jeg begynder på det her. Men… Jeg er virkelig så spændt, at jeg ikke ved, hvordan jeg ellers skal udtrykke det. Det var i går, jeg fik brevet som jeg har ventet på i, hvad der føles som laaaang tid. Selvom det egentlig bare er en halv uge. Jeg er kommet ind på United World College USA. Det vil sige at jeg skal gennemføre min studentereksamen i New Mexico sammen med 200 andre fra hele verden. Om sølle 5 måneder sidder jeg på et værelse på den anden side af Jorden og har 2 år foran mig med masser af oplevelser.
I øjeblikket er det bare svært helt at begribe. Og der er så mange praktiske ting, jeg skal tænke over. Som jeg slet ikke kan komme langt nok ned på jorden til. Argh. På skolens hjemmeside ser det ud som om, jeg kommer til at bo i en ørken. Hvor varmt er dét lige? Og hvad med mit nuværende gymnasie? Vil det sige jeg”dropper ud”? Det vil det nok. Og hvordan i al verden får jeg overhovedet sat mig op på et fly med retning USA? Helt alene?
Men i mens går livet jo videre, så jeg skal på en bus til Haderslev om en time. Hurra.
