½ uge igen
Jeg er så småt ved at gå i panik over tidspresset, på trods af at jeg vist ikke rigtig mangler noget. Andet end at pakke selvfølgelig.
Mine indlæg bliver nok ikke så forfærdeligt mange fra nu af, da jeg rykker dem over på siden www.uwcberetninger.blogspot.com
Her skriver hele min årgang fra steder som Costa Rica, Hong Kong, Wales og Indien. Spændende.
Billetterne bestilt!
Hurra! Så fik jeg bestilt de flybilletter. Rejsen bliver mere og mere konkret. Nu har jeg afrejsedato og sådan noget. Uh, og noget der er endnu mere spændende, jeg har fået min student-package-ting. Eller, det vil sige, jeg har ikke helt fået den endnu. Den ligger på posthuset, men jeg får den snart 
En ting, der ikke er så glædeligt, er, at jeg har haft min sidste dag i min nuværende klasse. Det er godt nok mærkeligt og sørgeligt. Og jeg har også snart overstået min sidste (og eneste, indrømmet) eksamen. Det er dejligt ikke at skulle bekymre sig om AT, studieretningsprojekter og alt det gøgl. Meeen, min klasse kommer jeg til at savne.
I weekenden var jeg i Odense og feste med nogle efterskolevenner, men jeg fik også lige lidt tid til at snakke med en af de piger, der skal på UWC i Norge. Det var skønt at få snakket med én, der går med de samme bekymringer og tanker. Dem, der skal til Norge, kommer af sted flere danskere sammen, så vi snakkede også lidt om fordele og ulemper ved at være henholdsvis en og flere danskere på samme UWC. Jeg er nået frem til, at jeg er glad for at skulle alene af sted, selv om jeg også er en smule misundelig på Norgefolkene, der har hinanden.
Jeg fik sagt farvel til de efterskolefolk, jeg ikke kommer til at se det næste halve år. Det er stadigvæk uvirkeligt. Jeg har ikke helt fattet det endnu. Men når jeg endelig får fat på den der package (snart!) bliver det nok mere til at tage og føle på.
Menneskelig kontakt
Jep, underlig overskrift, men jeg kunne ikke lige finde på noget. Jeg har fået en meget fin mail fra Rasmus, en 2. års elev, der er derovre nu, og jeg har fået snakket med Kamilla, der gik der for en smule år siden. Det er virkelig, virkelig dejligt, at alle er så opsatte på at hjælpe mig og besvare mine spørgsmål.
Kamilla snakkede også med mine forældre, og jeg tror, hun fik dem beroliget en smule. Hun viste en masse herlige billeder og fortalte en masse skønne historier. Jeg kan nærmest ikke vente på at sommerferien slutter, så jeg kan komme i gang. Det lyder virkelig fedt. Selvfølgelig kommer der også nogle negative oplevelser, men lige i øjeblikket glæder jeg mig bare som en gal.
Jeg skal til infodag i København d. 27. (hvad er der med UWC og københavner-snobberi? Der er virkelig, virkelig langt for en sønderjyde.) Og jeg glæder mig til at snakke med nogle af de andre, der er blevet udvalgt. Vi har et eller andet sted et fælles udgangspunkt, og dem jeg snakkede med til min 1. samtale var alle super søde, så mon ikke der også er en del flinke mennesker med d. 27?
Kamilla fik mig også beroliget mht. den snigende mistanke, jeg havde om at UWC, var kommet til at sende et forkert brev, og jeg i virkeligheden ikke var optaget. Så fjollet kan jeg altså være. Skørt.
Nå, jeg tæller dagene og glæder mig til infodag og brevet fra gymnasiet, der fortæller praktiske ting og sager. Så kan jeg for alvor begynde at glæde mig.
Spændt og nervøs på samme tid
De er muligvis lidt tidligt, jeg begynder på det her. Men… Jeg er virkelig så spændt, at jeg ikke ved, hvordan jeg ellers skal udtrykke det. Det var i går, jeg fik brevet som jeg har ventet på i, hvad der føles som laaaang tid. Selvom det egentlig bare er en halv uge. Jeg er kommet ind på United World College USA. Det vil sige at jeg skal gennemføre min studentereksamen i New Mexico sammen med 200 andre fra hele verden. Om sølle 5 måneder sidder jeg på et værelse på den anden side af Jorden og har 2 år foran mig med masser af oplevelser.
I øjeblikket er det bare svært helt at begribe. Og der er så mange praktiske ting, jeg skal tænke over. Som jeg slet ikke kan komme langt nok ned på jorden til. Argh. På skolens hjemmeside ser det ud som om, jeg kommer til at bo i en ørken. Hvor varmt er dét lige? Og hvad med mit nuværende gymnasie? Vil det sige jeg”dropper ud”? Det vil det nok. Og hvordan i al verden får jeg overhovedet sat mig op på et fly med retning USA? Helt alene?
Men i mens går livet jo videre, så jeg skal på en bus til Haderslev om en time. Hurra.
